Red Bulls Daniel Ricciardo er for første gang at finde i Race of Champions, når den traditionsrige dyst finder sted i London til november. RoC har ud over den australske F1-kører også annonceret, at Ricciardos teamkollega på Team Australia bliver MotoGP-legenden Mick Doohan. Den 50-årige Doohan kørte gennem hele sin GP-karriere for Honda, og tog blandt andet fem verdensmesterskaber i rap fra 1994 til 1998 i 500cc, eller det, vi i dag kender som MotoGP. Kun Valentino Rossi og Giacomo Agostini har vundet flere gange end Doohan.

– Det er en ære at blive inviteret til RoC, og jeg ser virkelig frem til at køre på Londons tidligere olympiske stadion. Det er meget anderledes end det, jeg er vant til i Formel 1, men jeg kan ikke vente med at prøve det brede udvalg af biler efter hinanden. Det ligner en seriøs udfordring, men jeg er klar til det hele, siger Daniel Ricciardo.

Mick Doohan får også et par ord med på vejen af Ricciardo:
– Det er også meget specielt at kunne repræsentere mit land, og specielt som holdkammerat med en som Mick Doohan. Ordet “legende” bliver brugt alt for meget i sport, men Mick er en af de få, der helt og holdent fortjener det. Hvad han har opnået er utroligt, og jeg har set, at han er en stærk konkurrent på fire hjul, også. Nu skal vi bare have så mange europæisk-baserede australiere som muligt til at heppe på os i London – så må vi se, hvad vi kan gøre, afrunder Red Bull-køreren.

Selvom Mick Doohan primært slog sine folder på to hjul, så er det ikke fremmed for ham at køre i racerbiler heller. Engang testede han en af Williams’ F1-racere, og har blandt andet kørt RoC seks gange.
Mick Doohan siger:
– Jeg er glad for at være tilbage i RoC, og det skal nok blive sjovt at køre med Daniel på Team Australia i Nations Cup. Det er altid et dejligt event, og det er fantastisk at mødes med så mange af verdens bedste kørere. Jeg ved, de er svære at slå, men jeg skal nok gøre mit bedste og give dem kamp til stregen.