Unge Daniel Lundgaard har lagt billet ind hos et af de største fabriksteams i gokartsporten.
Ved WSK Masters i Italien gjorde sønnen af tidligere DTC-kører Henrik Lundgaard sig så bemærket, at Tony Karts juniorteam tog Hedensted-køreren under sine vinger resten af weekenden.
Det skete efter første træningspas, hvor Lundgaard blandede sig helt i toppen. Derefter blev der passet sæde og køredragt, og en Tony-kart bygget op til danskeren.
Daniel Lundgaard viste sig efterfølgende flere gange i top tre, men i finalen skulle han starte i den tunge ende af feltet og skånede materiellet, der skulle bruges weekenden efter.
– Efter løbet var der tilfredshed med indsatsen i Daniel’s kun 2. internationale indsats, og med god fart og bl.a. hurtigste tid i et af heatene fik Daniel bevist, at han kan køre med i toppen af verdens bedste i hans klasse, lyder det i en meddelelse fra teamet.
Den efterfølgende weekend kørte Daniel Lundgaard i ROK-finalen på South Garda-banen og kørte blandt andet en sejr hjem. I finalen blev det til regnvejrsdebut for den unge kører, som viste fart, men var uheldig.
Efterfølgende har Tony Kart Junior Team tilbudt Daniel Lundgaard en gratis test i en KF3-kart – næste skridt på rangstigen. Lundgaard-teamet håber nu at kunne skaffe økonomi til at køre WSK-serien i 2011.



