Den spanske sportsavis Marca er sikker i sin sag. Dani Sordo er klar for Citroën i WRC i 2013 ved siden af Mikko Hirvonen.

Galicieren Sordo, der i år har kørt et amputeret program for Prodrive i udvalgte WRC- og IRC-rallies, skulle angiveligt have en kontrakt for den kommende sæson ved siden af Mikko Hirvonen.

Den spanske avis beretter, at Sordo, der tidligere har været juniorkører hos Citroën, skal køre de løb, som Sébastien Loeb ikke deltager i.

Som offentliggjort for nylig kører Loeb kun udvalgte løb – formentligt fem – i den kommende sæson, startende med Rallye Monte-Carlo og formentlig med sit hjemmebanerally Rallye de France – Alsace som afsked.

Marca har tidligere berettet, at Sordo var i Paris i forbindelse med bilshowet i slutningen af september, og ved den lejlighed underskrev kontrakten med Citroën Racing.

Sordo sættes også i forbindelse med Hyundais WRC-satsning med en fuld sæson fra 2014.

Citroën har derudover meldt ud, at de har kig på baneracing i WTCC fra 2014.