Prodrive-køreren Dani Sordo forventes snarligt bekræftet som standin for Jari-Matti Latvala i Rally Argentina.

Det skriver spanske medier, der mener at vide, at en aftale er underskrevet med Ford WRT og den spanske rallykører. Køreren selv har tweetet om artiklen.

Sordo er ellers på kontrakt med Prodrive, der dog ikke kører hele VM-sæsonen efter at have mistet fabriksstøtte fra MINI.

Fords finske stjerne var netop sat under pres af teamkammeraten Petter Solberg, der i sæsonindledningen måske ikke har slået Latvala på farten – men har overhalet ham i VM-stillingen.

For at gøre ondt værre styrtede Latvala i sidste uge under langrendsløb og brækkede kravebenet. En efterfølgende operation var en succes, men finnen kan ikke deltage i Rally Argentina, der køres den 27.-29. april.