Det 53. Daytona 24 hours nærmer sig de afgørende sidste seks timer.

Jan Magnussens Corvette #3 startede som femmer i GTLM-klassen, men holdet har gennem de forgangne 18 timer fightet hårdt, og ført løbet et godt stykke af vejen. I front for GTLM lige nu er søsterbilen med #4, der startede på pole i GTLM.

Dermed ikke sagt, at danskerens drøm om et Rolex Daytona er helt væk, for de to biler adskilles af kun et sekund i skrivende stund.
På omgangshøjde er også Bruno Spengler i den BMW Z4 GTE med #25, der hele morgenen har leveret kamp til stregen. Derfor tegner alt til, at vi får en utroligt tæt kamp om uret helt frem til klokken 20.10 dansk tid, hvor løbet er slut.

Samlet er det mindst lige så tæt, for de forreste fire biler adskilles ligeledes af kun nogle få sekunder. Joao Barbosa kører lige nu den førende bil.

— OPDATERING —
Kort efter de seks sidste timer begyndte, kørte Corvette #4 ind i pit og fik fronten tapet sammen. Det har lige pt. bragt Bruno Spengler i front for GTLM, mens han forfølges meget tæt af Ryan Briscoe i Jan Magnussens Corvette #3.