Den kun 13-årige gokartkører, Christian Lundgaard, deltager i verdensmesterskabet for KF3-klassen som fabrikskører for Scuderia PCR.
Efter en resultatrig og imponerende sæson i international karting, testede Christian Lundgaard den 6. september for det italienske mærke i Frankrig, og her har fabrikken tilbudt danskeren at køre VM for KF-Junior i en af deres karts.
VM bliver kørt på Essay-banen i Frankrig den 17-21. september og kan meget vel give en indikation om Christian Lundgaard kører for en af de store kartfabrikker i 2015.
Christian Lundgaard er søn til tidligere Danmarks- Europa og Teams Cup-mester i rally, Henrik Lundgaard, der senest deltog i blandt andet det hjemlige DTC-mesterskab for teams som Toyota Castrol Racing og Chevrolet Motorsport Danmark. Også Christians storebror, Daniel, har mange år i gokart bag sig.



