Det drilske påskevejr bød på store udfordringer for kørerne i Designa Køkken Rally GP i Munck Asfalts grusgrav i Kongensbro.

Det var tiende gang, der blev kørt rallysprint i grusgraven, men det var ikke det eneste jubilæum, rallysporten kunne opleve i påsken. Christian Jensen, Ans, kunne for femte skrive sit navn i rekordbøgerne som vinder af den afgørende superfinale.

– Der var meget vanskelige forhold i år, siger Christian Jensen, der ikke fik den bedste start. Vi snurrede på første omgang i første heat, for de var rigtig fedtet på asfalten.

Snurreturen kostede dyrebare sekunder, og det betød, at danmarksmesteren fra 2009 ikke var hurtigst. Den ære overgik i stedet Ib Kragh, Juelsminde, men i de efterfølgende heat var der ikke nogen, som kunne slå Christian Jensen. Han tog også sejren i andet og tredje heat i den ordinære konkurrence, hvorfor han her var sikker på sejren.

De 40 hurtigste mandskaber gik videre til finalerunden, og her viste Christian Jensen igen, at han kender den store grusgrav ved Kongensbro som sin egen bukselomme. Han vandt sit indledende heat, sin kvartfinale og semifinale, inden han i finalen kørte forbi de tre konkurrenter, der var startet foran ham.

Der var flere afkørsler og møder med enten jordvolde eller grusbunker, men der skete kun begrænset materiel skade. Men der var også flere af kørerne i de hurtigste biler, som faldt fra med tekniske problemer, og det betød bl.a., at en af de undertippede deltagere – Frank Nielsen (foto) – kunne levere en overraskelse til det publikum, som havde trodset det dårlige vejr langfredag og var mødt op.

Fra skrænterne, der omgav grusgraven, kunne tilskuerne opleve Frank Jensen køre sig hele vejen frem til finalen, hvor han blev den eneste kører med en ikke-firhjulstrukket bil. Og selv om han i finalen var oppe mod tre firhjulstrækkere – og endda kørte i en Citroën C2 med blot en 1,6 liter stor motor og markant færre hestekræfter – så lykkedes det østjyden at køre sig ind på en tredjeplads i finalen.

Frank Jensen var sammen med Christian Jensen også to af de i alt fem klassevindere, som den ordinære konkurrence bød på. Veteranen Jens Kristian Jensen, Holstebro, vandt ligesom i 2011 klassen for de mindste biler, mens René Pallesen, Egtved, tog sejren i klassen for to liters biler uden firhjulstræk. Endelig kunne Jan Sørensen, Hammel, supplere sin sejr i den historiske klasse med en førsteplads i den hill climb-konkurrence, der var indlagt i pausen i Designa Køkken Rally GP.