De seneste regelændringer og reglerne om succesballast har givet Chevrolet-kørerne vind i sejlene i de seneste to afdelinger i WTCC. Næste punkt på kalenderen er femte afdeling på Ricardo Tormo-banen ved Valencia. Cruze-kørerne er optimistiske forud for løbene, som Rob Huff og Alain Menu vandt sidste år i Lacetti-modellen.

– Vi fik fantastiske resultater i Valencia sidste år, og jeg håber, at Cruzen kan gentage Lacettiens præstationer, som den har gjort på bybanerne, selvom alle mener, det vil være svært at gentage de ekstraordinære resultater fra Marrakech og Pau, siger Rob Huff og henviser til, at Chevrolet-kørerne har delt de seneste fire sejre mellem sig.

– Personligt er jeg 13 point efter den førende, og jeg har indtil videre være den kører, der har ført flest omgange, så jeg har et bedre udgangspunkt end sidste år på samme tid, siger Rob Huff.

Huffs teamkammerat Nicola Larini kom tomhændet fra Pau, hvor teamkammeraterne Huff og Menu hver tog en sejr. Derfor vil italieneren gå efter revanche i Valencia i weekenden.

– Pau var en fantastisk weekend for teamet, men ret frustrerende for mig, så jeg ser virkelig frem til at komme til Valencia så hurtigt som muligt og starte på en frisk. Vi har testet en del i Valencia gennem vinterpausen, men jeg tror ikke, at den viden, vi samlede dengang, vil være så brugbare, da meget har ændret sig; baneforhold, bilens udvikling, vægtkompensation etc. Men det gode er, at vi har en basis at starte ud fra, siger Larini.

Foto: fiawtcc.com