For Casper Elgaard må der have været dobbelt op på nerverne forud for Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen. Den firedobbelte DTC-mester har nu fået sin officielle debut som teamchef – og det blev med podiepladser i begge løb.

– Samlet set var det en god start for teamet. Vi fik gode point til at begynde med, så det er jeg rigtig glad for, siger Casper Elgaard til Racemag.

Med sig havde han den regerende mester i WTCC-privatcuppen – og tidligere teamkammerat, da de i Team Essex tog klassesejr på Le Mans – Kristian Poulsen. Sønderjyden, der denne sæson koncentrerer sig om ADAC GT Masters og Le Mans for Young Driver AMR, kørte en tredje- og en fjerdeplads hjem.

Elgaard selv kunne tage to podieplaceringer med en andenplads og en tredjeplads.

– I første løb havde jeg håbet, at Jan og jeg kunne lave lidt mere show for publikum, men han fik åbnet et hul tidligt i løbet, siger Casper Elgaard, der var tæt på Fukamuni Racing-køreren i super pole-kval.

– I andet løb fik jeg egentlig en god start (fra syvende startrude, red.), jeg får overhalet Dennis (Lind, red.) og lukker også af for ham, men så rammer vi lidt sammen, og derefter står det ene forhjul lidt skævt, så jeg har overstyring ind i alle svingene. Men en god start, og godt at komme i gang, siger Elgaard videre.

Elgaard Motorsport havde tre biler med til Åbningsløbet. Den tredje, orange/sorte racer, blev kørt lørdag formiddag af Peter Elgaard, der først og fremmest skulle køre funktionstest af bilen. Den kom dog ikke ud igen, da først Mikkel Mac, så Michael Outzen fik brug for dele fra den.

Endnu har Casper Elgaard ikke kørerne på plads til de to øvrige biler i teamet på Padborg Park om knap to uger – men emner skulle der være, forlyder det.