For Casper Elgaard blev Sommerløbet på Ring Djursland forløsningen efter en sæson, der er startet noget turbulent. Dog kørte Telesikring-køreren taktisk, men lykkes alligevel med at få den sejr, der har ladet vente så længe på sig.
– Taktikken lykkes. Vi havde valgt at køre på gamle dæk til andet løb, så vi kan gemme nogle nye til næste gang på FDM Jyllandsringen. Vi har haft en del løb, hvor det er gået galt i år, men nu lykkes det bare, siger Casper Elgaard, der kunne profitere af Jason Watt og Jens Møllers interne SEAT-dyst.
– Jeg var heldig at kunne undvige Jens, da han gik i slinger og kunne tage Jason senere, siger Casper Elgaard videre til Racemag.
– Vi har fået masser af point denne weekend og dén sejr – mange siger, at man ikke kan vinde et mesterskab uden at have taget en sejr i sæsonen – men nu har jeg da i det mindste sejren, siger Casper Elgaard, der efter Sommerløbet er rykket fra i den samlede stilling.
Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk