Det blev til et hattrick for Casper Elgaard, Risskov, da finalen i AutoMester Danish Thundersport Championship, blev kørt ved Copenhagen Historic Grand Prix.

Køreren fra Stark Racing lavede en god start, men Martin V. Jensen, Hinnerup, udnyttede sin inderbane til fra anden startrække at skyde frem og forbi Sebastian Aarvik, Norge, som i starten indtog tredjepladsen foran Nicholai Eberhard, Hinnerup, som havde lavet en tyvstart, der senere kostede ham seks sekunders straf.

Casper Elgaard formåede at åbne et forspring til forfølgerne, hvor der var kamp om de efterfølgende placeringer, heriblandt Dennis Lind, Roskilde, som pressede på overfor Frederik Schandorff, Rønde, der indtog sjettepladsen.

Casper Elgaard og Dennis Lind
Foto: Massive Motorsport

Michael Markussen, Kolding havde god fart i sin bil, fik kørt sig frem på fjerdepladsen, hvor han begyndte at presse Sebastian Aarvik, som han gik forbi ved starten af syvende omgang.

Umiddelbart herefter var der kontakt mellem to kørere, og den bagvedliggende Jan Magnussen, Roskilde, løb herefter tør for plads og ramte muren og måtte udgå.

Episoden betød, at der måtte indsættes safety car for at fjerne Jan Magnussens bil, og da løbet blev givet frit, var Casper Elgaard hurtig til at åbne et nyt forspring, hvorefter Martin V. Jensen og Michael Markussen nærmest synkront understyrede ud i dækmuren i banens anden sving, så der atter måtte indsættes safety car.

Efter det anden safety car-episode befandt Dennis Lind, Roskilde – der var startet finalen fra position 10 – sig fremme som toer, men den store kamp i afslutningen stod mellem Sebastian Aarvik og Mikkel C. Johansen, Slagelse, hvor sidstnævnte kører på sidste omgang slap forbi og tog den tredje pokal.