Når Scandinavian Touring Car Cup denne weekend kører finaleløbet på den skånske Ring Knutstorp ikke langt fra Helsingborg, så står Casper Elgaard klar til at vise de rød/hvide farver frem.

Men etteren i DTC-mesterskabet forudser en svær weekend for de danske kørere.

Det bliver den sværeste weekend for danskerne, for vi har ikke testet her, og jeg har personligt aldrig kørt der med en E90, siger Casper Elgaard til Racemag.

Sidst den tredobbelte DTC-mester kørte på den svenske bane, sad han bag rattet i en BMW E46. Det var i 2004, hvor han kørte en femteplads og en sjetteplads hjem i DTC for Team Essex.

Jeg glæder mig til Knutstorp, det er en fantastisk bane, og det er lang tid siden, jeg har været der sidst, siger Elgaard videre. Selvom århusianeren og Team Telesikring har en god fornemmelse af banen, setup og gearing, så er der mange ukendte faktorer.

Det bliver gætteri, så hjemmearbejdet tæller rigtigt meget denne weekend. Gearingen er svær – vi har en ide om topfarten, men vi har ikke tid til at skifte fx 3. og 4. gear mellem træning og kvalifikation, da alt køres samme dag, siger Casper Elgaard, der også forudsiger vægtproblemer.

Vi bliver tungest. De andre har også fået noget vægt i, men vi kommer over den grænse på 1200 kg, hvor det virkeligt gør ondt. Når der er så meget ballast i, så bliver det en helt anden bil at køre, men vi må tage det som det er, slutter Elgaard.

Foto: Thomas Norsted, www.racemag.dk