For Casper Elgaard giver den nye arbejdsplads i Team Bauhaus Telesikring mere end et glædeligt gensyn med en BMW 320si. Den tredobbelte DTC-mester kan nu også se frem til igen at køre en hel sæson, modsat 2009, der bød på sporadiske indsatser i SEAT Leon for FDM Motorsport.
– Det bliver dejligt at køre en hel sæson igen. Man går ind til løbene med en lidt anden tankegang, end hvis man kører om et mesterskab. Det glæder jeg mig til, siger Casper Elgaard til Racemag.
Elgaard kæmpede i 2006-2008 blandt andet med Jan Magnussen, der havde samme materiel. Flere gange har de to blot været adskilt af splitsekunder, og det forventer århusianeren også sker i 2010.
– Jeg forventer, at vi er tætte. Men det vil nok svinge lidt, så jeg er foran en gang imellem, og andre gange er det så Jan, der er foran, siger Elgaard forud for dysten mellem de to DTC-mestre.
Elgaard skal – modsat Jan Magnussen – køre alle afdelinger i DTC og Scandinavian Touring Car Cup, og han forventer hård modstand fra de svenske konkurrenter fra STCC.
– Svenskerne er foran os, for de har været i gang med tests i noget tid nu. Men vi skal gøre det godt på Jyllandsringen, hvor vi nok har en lille fordel. Så må vi se, hvordan det går i Sverige, siger Elgaard, der tidligere har kørt på Ring Knutstorp i bl.a. BMW E46.
Fotos: Racemag