Det seneste møde i World Motorsport Council denne uge har medført vedtagelse af en række ændringer for næste års WRC – blandt andet omkring kvalifikationsformatet.

Det nuværende format med kvalifikationsprøve til grusrallies udgår nu for at undgå den taktiske kørsel, som ses på de løsere underlag.

Her er det ofte en ulempe at køre som første mand, og det har medført en del taktik – senest i Spaniens VM-afdeling i Katalonien, hvor der blev spekuleret i at holde igen i ralliets to første dage, inden det hårde underlag blev skiftet ud med grus.

Til 2014-sæsonen er det nu vedtaget, at startrækkefølgen på ralliets første dag bliver efter mesterskabsstillingen, mens de på dag to og tre skal starte i omvendt rækkefølge (de prioriterede kørere, kaldet P1- og P2-kørere).

Det skal, ifølge FIA, mindske taktikken og forbedre showet for publikum.

Til næste sæson er der også ensrettet i afviklingen af rallies, så de skal køres over tre dage med ceremoniel start om torsdagen og sidste specialprøve skal være afviklet kl. 12.00 for de europæiske rallies. Sidste prøve skal være powerstagen, der skal være minimum 10 km lang.

Derudover kan teamene nu undlade at udnævne én permanent kører hele sæsonen for at give større fleksibilitet. Dog skal en kører nomineres til minimum 10 events.