Danske Insight Racing with Flex-Box kommer med en nærmest helt nye Ferrari 458 GT3 efter uheldet i sæsonpremieren på Monza.

Det bliver en opdateret version af den italienske GT-racer, og sammen med en nyt vægtreglement håber danskerne på fremgang i anden afdeling af BlancPain Endurance Series.

– Det var lidt af en rutsjebanetur sidst  – vi havde farten, vi havde det hele. Desværre kostede en mindre, menneskelig fejl os vores løb. Vi har nu lagt Monza bag os og ser fremad, siger Martin Jensen i en pressemeddelelse.

– Vi er selvsikre og kommer til Silverstone med en ny bil – en 2014-udgave af 458 GT3 Italia – og de kan vinde løb, det har vi set. Så vi jagter et godt resultat på Silverstone, siger han videre.

Teamet har fået nyt og opdateret chassis, da skaderne fra Monza var så store, at en genopretning ville blive næsten lige så kostbar som et nyt chassis. Håbet er, at opgraderingerne kan give ekstra fart, men også reglementet kan give danskerne yderligere medvind på den legendariske GP-bane.

– Silverstone har aldrig været en særligt god bane for 458’eren. Balance of Performance-reglerne er blevet ændret, så der er andre BOP-regler for tekniske baner som Silverstone, hvilket betyder, at vores bil er lidt lettere til løbet, mens biler som Aston Martinen bliver lidt tungere. Det kunne gøre en forskel, og vi glæder os til at se det, slutter han.

Teamkammerat Dennis Andersen kørte fredag shakedown-test af den nye bil i den officielle test for bronze-kørere – og bilen fungerede som planlagt.

– Insight Racing-teamet og Kessel har gjort et godt stykke arbejde med at få bilen gjort klar igen efter Monza. Jeg føler stadig, at vi burde være i top 10 i Pro/Am-klassen og i top fem, hvis alt flasker sig – men det kræver jo også, at vi skal køre race og komme i mål – så nu håber vi på en problemfri weekend, siger Dennis Andersen.

Det fire timer lange løb køres søndag eftermiddag fra 14.55 og kan ses på seriens hjemmeside – find linket her.