Verdensnyheden i S2000-sammenhæng VW Scirocco drevet af biogas, tog sin første podieplacering i sidste weekends afdeling af STCC på Ring Knutstorp. Det blev den tidligere VW Polo Cup-kører Patrik Olsson, der kunne tage det første sølvtøj til det tyske mærke i STCC.
Bilmodellen blev introduceret i år i STCC under stor bevågenhed. Det er første gang, en biogas-drevet racer kører med i Super 2000-klassen, som også benyttes i danske DTC. Ved sæsonstart blev de orange racere, der er bygget i Sverige i samarbejde med VW Motorsport, dog pålagt ekstra vægt, så de var noget hæmmede.
Vægten er siden blevet reduceret samtidig med, at teamet, der er ledet af den tidligere STCC-kører Tobias Johansson, har fået bedre styr på bilerne.
Det gav bonus i weekenden, hvor Patrik Olsson sluttede på en pointgivende ottendeplads (STCC bruger samme pointtabel som FIA, red.), der samtidig giver pole position til andet løb. Her kunne Olsson ikke holde konkurrenterne bag sig og lå uden for podiepladserne til sidst i løbet. I en kontroversiel manøvre kørte Volvos Robert Dahlgren den mesterskabsførende Thed Björk af, hvilket promoverede Olsson fra fjerde- til andenpladsen efter Johan Stureson, Peugeot.
– Endelig. Det er det her, vi har kæmpet for, siger teamchef Tobias Johansson.
– Det her er blandt det sjoveste, jeg har prøvet. Det skal vel erkendes, at jeg har haft heldet på min side i weekenden, men hele teamet har kæmpet og gjort et fantastisk stykke arbejde, siger en lykkelig Patrik Olsson.
Olsson teamkammerat, den tidligere STCC-mester og WTCC-kører Fredrik Ekblom, kom ind på en femteplads i andet løb efter at være udgået af første.
Stillingen i STCC tyder på spænding forud for finaleløbet på Mantorp Park. Thed Björk fører med 89 point foran Tommy Rustad, Volvo, med 80 point. Lidt efter følger tidligere mester Richard Göransson og Robin Rudholm, begge BMW, på en delt tredjeplads med 69 point.
Se video fra Team Biogas.se her.
Fotos: Mediaempire.se