Jan Magnussen var i den grad involveret i tumulter på banen i weekendens DM-finale. I første løb rammer Magnussen Jason Watt under nedbremsning for enden af publikumslangsiden. Et låst forhjul og kontakt mellem de to blev takseret til to strafbaner, hvilket sendte Magnussen ned på sjettepladsen i første løb.

– Det så på forhånd rigtig svært ud med den tunge bil, men at miste mesterskabet sådan her er pisseærgerligt, siger en skuffet Jan Magnussen.

jan_magnussen_skuffet_jyllands_ringen_2009_photo_jan_kaiser– I første heat kunne vi slet ikke få dækkene til at fungere i regnen og jeg havde absolut intet vejgreb. Det var et spørgsmål om, at tabe så få point som muligt. Da Jason går lidt sidelæns for enden af publikumslangsiden mister jeg samtidig vejgreb og mine hjul låser, så jeg ikke kan stoppe og jeg rammer Jason og sætter ham sidelæns. Det var min fejl, men at jeg skal have to strafbaner, kan jeg ikke forstå, siger Magnussen.

– I andet heat har jeg ingen chancer for at undgå sammenstødet foran mig i starten. Havde jeg bare kunnet køre videre der og fået fem point, så havde det hele set anderledes ud, siger Magnussen videre og reflekterer over sæsonen:

– Set i bakspejlet, så taber vi for mange point i starten af sæsonen, da vi skulle have kørt bilen ind på det nye biobrændstof. I finalen giver jeg den bare alt, hvad jeg har og tager en masse chancer. Jeg vidste, at jeg skulle fremad, hvis jeg skulle have en chance og så ville jeg bare så gerne have kørt mesterskabet hjem til gutterne, der leverede en kæmpe indsats for at få min bil klar igen. Efter andet heat troede jeg det var helt slut, så at de fik den klar var en præstation af de helt store, slutter Magnussen, der til DM-finalen var uden en teamkammerat der, i bedste fald, kunne have taget point fra konkurrenterne i de tre løb.

Dermed snød Michel Nykjær Racemags læsere, der for de flestes vedkommende havde peget på Magnussen som 2009-mester.

Foto: Jan Kaiser, Racemag