Jan Magnussen tog pole position på Ring Djursland forud for sensommerløbet søndag. De to træninger op til kvalifikationen var ellers domineret af Henrik Lundgaard i Chevrolet, men Hedensted-køreren må nøjes med andenpladsen ved siden af sin tidligere teamkammerat. Dog er det blot 45/1000 sekund, der skiller de to.

Sølle 5/1000 dele efter Lundgaard starter Martin Jensen, der viser, at han har det rigtig godt på Ring Djursland. BMW-køreren starter foran Michel Nykjær, der dermed lukker de to forreste startrækker, der er optaget af ReeSport- og Chevrolet Motorsport-bilerne.

Dog så det længe ud til, at Martin Jensen skulle starte på pole position – indtil Jan Magnussen satte en tid på 51,856 – nøjagtig samme tid som teamkammeraten! Herefter gik debatten om, hvem der skulle starte på pole – den første, der satte tiden, eller? Den diskussion gjorde Lundgaard dog overflødig, da han satte en hurtigere tid kort efter. Jan Magnussen satte dog trumf på til sidst og snuppede polen.

– Det er en af de sjoveste tidtagninger, jeg har været med til. Jeg blev kun stoppet på grund af vægten, for så kunne det være, at vi havde vejet for lidt. Det var bare så tæt, som det overhovedet kunne være. Min radiomand var nødt til at give mig alle tre cifre efter kommaet, og det er sjovt, når det er sådan. Vi skulle bare finde en tiendedel et sted, prøve at finde det i en nedbremsning, prøve at rulle lidt hurtigere igennem et sving. Det var rigtig sjovt. Det var en fantastisk bil og en god fødselsgave til vores teamchef Jørgen Agergaard, som fyldte 60 år i går, siger Jan Magnussen i en pressemeddelelse.

Per Poulsen er bedste DTC Cup-kører foran Kasper Jensen, der dermed ligger godt til i morgendagens første løb.

Jens Reno Møller, der fører cuppen, starter lidt skuffende fra en ottendeplads, dog lige foran Jason Watt i DTC-feltets anden SEAT Leon.

Hans Hartmann kom ikke ud til kvalifikationen i sin Honda Accord efter motorproblem i formiddagens træningssession.

Resultat af kvalifikationen forud for sensommerløbet på Ring Djursland:

1 Jan Magnussen, BMW 320si E90, 51,806
2 Henrik Lundgaard, Chevrolet Nubira, +0,045
3 Martin Jensen, BMW 320si E90, +0,050
4 Michel Nykjær, Chevrolet Nubira, +0,411
5 Per Poulsen, Honda Accord, +0,650
6 Kasper Jensen, BMW 320i E46, +0,722
7 Michael Carlsen, Peugeot 407, +0,808
8 Jens Reno Møller, Seat Leon, +0,817
9 Jason Watt, Seat Leon, +0,848
10 Martin Marrill, Seat Leon, +1,560
11 John Hansen, Seat Leon Super Copa, +1,806
12 Jens Ole Mathiesen, BMW E46 M3 3,2, +2,019
13 Kim Morgan Jensen, BMW 320i E46, +2,529

Foto: Thomas Norsted