For andet år i træk satte Jan Magnussen sin Corvette C6.R på pole position i GT1-klassen, da kvalifikationen til dette års Le Mans blev afviklet sent torsdag aften. Jan Magnussen satte sin hurtigste tid på sin allersidste omgang i den første del af den fire timer lange kvalifikation.
I slutningen af anden del af kvalifikationen, lige inden midnat, fik Corvette Racings anden bil med Oliver Gavin endnu et forsøg med friske dæk, men det lykkedes dem ikke at true Magnussens tid. Med tiden sikrede Jan Magnussen pole til Corvette i deres sidste løb i GT1-klassen.
– Det er selvfølgelig en rigtig god tilfredsstillelse, at være hurtigste mand, siger Jan Magnussen.
– Jeg vidste, at det var en god omgang, men jeg havde faktisk en der var endnu bedre, men jeg fik omgangstiden ødelagt, da jeg kortvarigt blev fanget bag en langsommere bil, siger Magnussen om sin omgang.
– For teamet er det rigtig godt at få pole position. Det er godt for moralen og det er en god måde at slutte vores GT1-program på. Selvfølgelig er pole position ikke det vigtigste til et 24 timers-løb, men vi fik samtidig kørt vores testprogram igennem og føler, vi står rigtig stærkt til løbet. Vores holdkammerater fik dog vist, at de også gerne vil vinde, så det kommer til at blive en tæt fight.
Foto: Jan Kaiser