Bastian Buus og medkører Ricardo Feller dominerede fra start til slut i GT World Challenge Europe på Brands Hatch.

Lionspeed GP og Bastian Buus var fænomenalt kørende i weekendens afdeling af GT World Challenge Europe på Brands Hatch. Weekendens første løb sluttede med en skuffelse, da servostyringen fejlede, men Buus og Feller kom stærkt tilbage i race 2.

Ricardo Feller havde ellers kvalificeret bilen på pole position i første løb, og overdragede bilen til danskeren efter første stint med en solid føring. Få omgange senere ramte uheldet desværre, og Buus faldt ned gennem feltet, inden Lionspeed GP besluttede at trække bilen fra løbet.

Heldigvis havde de et forsøg mere, og Bastian Buus tangerede holdkammeraten ved at sætte pole position til weekendens andet løb.

Danskeren kom kortvarigt under pres fra Chris Lulham fra Team Verstappen Racing på løbets første omgang, men han afværgede britens angreb og så sig ikke tilbage derefter. Buus overdragede bilen til Ricardo Feller med et seks sekunders forspring til Verstappen Racing, nu med Daniel Juncadella bag rattet.

Juncadella reducerede forspringet en smule, men havde ikke fart nok til at indhente Feller, som vandt med lige over tre sekunder.

Nicki Thiim sluttede på niendepladsen i race 1 og 14. pladsen i race 2, mens Simon Birch i Silver Cup tog en niende- og en tiendeplads.

Se highlights fra race 2 her: