Suveræn weekend for den danske Porsche Carrera Cup-kører Bastian Buus, som sikrede sig to topresultater på Red Bull Racing og samtidig overtog føringen i mesterskabet for rookies. 

Bastian Buus har gjort kometkarriere i GT-racing, og i den forgangne weekend viste den blot 17-årige dansker hvorfor. Med to femtepladser i sæsonens tredje afdeling af Porsche Carrera Cup Deutschland på Red Bull Ring i Østrig sikrede Buus sig nemlig en føring i mesterskabets for rookies, og samtidig placerer han sig i top-10-stillingen generelt. 

– Det har været den første weekend denne sæson, hvor tingene er gået helt perfekt. Vi har som mål at vinde rookiemesterskabet i 2021, og nu fører jeg stillingen. Vi er alle sammen vildt glade for resultat. Vi har fundet så meget fart, som vi skal bruge for at være med helt oppe, hvor det er sjovt. Og med de fremskridt, som vi har gjort siden første afdeling på Spa-Francorchamps er jeg sikker på, at vi kan fortsætte stilen, lyder det fra Bastian Buus. 

Bastian Buus præsterende sin hidtil bedste Carrera Cup-kvalifikation, da han lørdag klokkede femte- og sjettehurtigste tid blandt de mere end 30 racerbiler. Mens han i weekendens første løb lørdag eftermiddag forsvarede sin startposition og sikrede en femteplads, lykkedes det danskeren at hente en ekstra position i søndagens løb, hvor han ligeledes sluttede femmer. Undervejs var Buus endda helt fremme på en fjerdeplads, men måtte dog afgive sin position efter en overhaling, som var lige modig nok ifølge løbsdommerne. 

– Det er fedt at kunne tage hjem med en føring i mesterskabet og samtidig en ottendeplads i det generelle mesterskab. Den tyske Carrera Cup er benhård og kendt for at være den mest udfordrende, så at kunne blande sig i top-10-stillingen er fantastisk. Det har krævet hårdt arbejde at få tingene til at spille, og der er en lang sæson forude endnu. Men stor tak til teamet, for de har virkelig kæmpet for at give mig en god bil denne weekend. 

Næste udfordring for Bastian Buus og Allied-Racing-teamet bliver fjerde afdeling af Porsche Carrera Cup Deutschland, som afvikles allerede den kommende uge, 18.-20. juni, på italienske Monza.