Nordsjællandske Dennis Bannergård går målrettet efter DM-titlen i Yokohama 1600 Challenge.

– Målet for 2013 er en samlet top 3 placering, og forhåbentlig endelig at få en sejr på Jyllandsringen. Af uforklarlige årsager er det endnu aldrig blevet til en tur på øverste plads, på trods af at der har været adskillige besøg på de 2 andre pladser på podiet, lyder det i en meddelelse.

Efter stints i gokart, Citroën Saxo Cup og siden Renault Clio Cup, har motorsportssatsningen stået på Yokohama 1600 Challenge siden 2010.

2011 skulle kun blive endnu bedre. 9 podieplaceringer i 16 heats og kun 3 heat hvor han udgik uden point. Uheldigvis skulle netop 1 af disse heats blive finaleheatet på Padborg Park, og en mesterskabsføring blev i stedet til den kedelige 2. plads – og endda kun slået med 2 point i mesterskabet.

I 2010 blev det til en imponerende debut med en heatsejr allerede i 2. løbsweekend. Herefter gik det slag i slag, og da sæsonen var omme, kunne der i alt skrives 7 podieplaceringer ud af 16 mulige, og en 3. plads i mesterskabet på kontoen.

2013 satser Dennis Bannergård endnu engang på Yokohama 1600 Challenge. Peugeot 207’eren er blevet klargjort gennem vinteren, så den er helt klar forud for sæsonstarten på Ring Djursland i april.

Dennis Bannergård, Team Bannergård Racing, kommer fra nordsjællandske Græsted og er 29 år gammel.

Teamet består udover Dennis af de 2 mekanikere Søren Myre og Thor Husted. Teamchef er Claus Bannergaard, som også er far til Dennis. Mediemand Kim Kastberg, og personlig ”coach” Kenny Hansen, og sidst men ikke mindst Rikke Steffensen, som er madmor og kæreste med Dennis.