Når Audi Motorsport i næste weekend deltager i 12 timers løbet på Sebring, så er det på mange måder en historisk begivenhed. Det bliver første race med en hybrid racer i USA og samtidig første gang Audi deltager med Quattro navnet. Sidste år foregik deltagelsen nemlig med Audi R18 Ultra. Det bliver også det første løb for dette års udgave af Audi R18 e-tron quattro.
Det mest historiske er dog, at det meget vel kan blive sidste år Audi deltager på Sebring med en prototype. Næste år smeltes ALMS og Grand-AM sammen, og en konsekvens af det er, at LMP1 klassen ikke længere kan deltage. Audi deltog på Sebring for første gang i 1999, hvor det blev til et podie, og har siden deltaget 13 gange. Det har givet 10 sejre og 22 podiepladser. Det er derfor kun naturligt, at Audi gerne vil slutte af med en sejr.
Da Sebring i år ikke er en del af FIA WEC, er Audis deltagelse i høj grad også for at sige pænt farvel til et løb og en bane, der har givet dem så meget succes. Med kun fire øvrige deltagere i LMP1, hvor de to racere fra Rebellion nok er den hårdeste modstand, så kommer den tætteste kamp til at stå mellem de to Audier.
I den ene Audi sidder den mest vindende kører på Sebring, Tom Kristensen, der med seks sejre har rekorden. Kristensen starter sin 14. sæson som Audi fabrikskører sammen med Allan McNish og Lucas di Grassi.
– Ingenting har ændret sig på Sebring siden Juan Manuel Fangio og Stirling Moss kørte der. Udfordringen er den samme som hvert år: Kom godt igennem trafikken, kør bilen sikkert og rundt på den meget ujævne bane – og vind. Det hele bliver selvfølgelig endnu mere specielt, da det kan blive det sidste løb for en Audi prototype på Sebring, lyder det fra den 45-årige dansker.
Tidligere vindere vises frem
Tilskuerne på Sebring får mulighed for at se Audis udvikling indenfor sportsvognsracing. Der bliver nemlig en udstilling med en Audi R8 (ALMS vinder 2002), en Audi R10 TDI (Sebring vinder 2007), en Audi R15 TDI (Sebring vinder 2009) og en Audi R18 TDI (Sebring vinder 2012).
Derudover kommer også der også en række tidligere fabrikskørere hos Audi og Sebring vindere, nemlig Frank Biela, Dindo Capello, Emanuele Pirro og Marco Werner.