Når den anden runde af FIAs World Endurance Championship køres på Spa i den kommende weekend, så er det på mange måder historisk for Audi Motorsport.
For første gang stiller Audi nemlig til start med deres hybridbil – Audi R18 e-tron quattro. Bilen drives af en dieselmotor i kombination med el-motorer på forhjulene. Dieselmotoren er V6 TDI motor med 510 hk, der driver baghjulene. I forenden af bilen opsamles energien under nedbremsning, og kan så bruges igen under kvalifkationen.
Det er dog ikke kun hybrid udgaven der er ny, for Audi R18 Ultra modellen er også blevet opdateret, og er den letteste sportsvogn Audi har lavet nogensinde.
Tom Kristensen, der er i front af WEC efter sejr i første runde på Sebring, ser frem til premieren for den nye e-tron quattro, som danskeren skal køre sammen med Capello og McNish:
– Jeg kan næsten ikke vente til den næste WEC runde. Vi står foran en debut. Når man ser tilbage, så har Audi’s debuter altid været fantastiske, fra R8 og R10 TDI til R15 TDI. Nu er det R18 e-tron quattros tur. Igen har vi en ny teknologi, der skal vise sit værd på en krævende bane som Spa. Allan, Dindo og jeg rejser til det andet løb som førende i mesterskabet efter, at vi gav Audi R18 TDI et fantastisk farvel på Sebring.
Løbet på Spa er også første gang, at Audi Sport Team Joest stiller op til et løb med fire biler. Til Le Mans i 1999 stillede Audi også til start med fire biler, 2 x R8C og 2 x R8R. Den gang var det dog to forskellige biler. Der er også tre nye kørere. Marc Gené kører i stedet for Timo Bernhard, der er skadet efter en afkørsel tidligere på sæsonen. Marco Bonanomi fra Italien og den tidligere DTM kører Oliver Jarvis får også debut i sportsvogne for Audi.
Selvom det ligner en Audi-sejr, så kan blandt andet Rebellion Racing i deres to Lola-Toyota racere måske udfordre i kampen om sejren, mens der også er to hold, der kører HPD-Honda i LMP1, ligesom vi også får den nye Dome Judd at se.
LMP2 er den største klasse, og her er der en række stærke biler og kører besætninger. I en af sidder danske David Heinemeir Hansson.
Se hele feltet til løbet på Spa her
Du kan selvfølgelig følge løbet på Racemag i den kommende weekend.