Audi stiller med hele fire R18 e-tron quattro hybridracere, når testdagen løber af stablen på Le Mans.

Det er den 9. juni, at der testes på Circuit La Sarthe forud for det 90. 24-timersløb på den legendariske bane.

Og Audi Sport Team Joest stiller, foruden de tre Audi R18, som de deltager i Le Mans med, også med en fjerde LMP1-racer.

Det bliver italienske Marco Bonanomi, der tester bilen, som hele dagen vil koncentrere sig om at indsamle data som forberedelse på 2014-sæsonens reglementskifte.

Det tekniske reglement foreskriver blandt andet mindre dækstørrelser, og sammen med Michelin vil Audi benytte denne dag til at samle erfaringer forud for næste års WEC og Le Mans.

61 biler deltager i testdagen, som også er åben for andre end de, der har fået en af de 56 pladser på gridden.