For andet år i træk viste Audi R8 LMS sig at være bilen, man skulle slå på Nürburgring. Men modsat sidste år, så står Team WRT bag vinderbilen – og ikke Team Phoenix – omend sidstnævnte en overgang så ud til at have en gentagelse godt på vej. Gentagelsen fik imidlertid en brat ende klokken 01.36 i nat, da Christian Mamerow crashede hårdt ved Pflanzgarten. Mamerow blev kørt på hospitalet til et tjek, men har det godt. Det var dog helt slut for de forsvarende vinderes chancer.

Fra da af blev showet overtaget af de senere vindere  fra Audi Sport Team WRT – og de nærmeste udfordrere i form af BMW Trophy Team Marc VDS og Falken Porsche, der endte på hhv. 2. og 3. pladsen efter en tæt kamp, der strakte sig fra cirka halvvejs i løbet og til mål.
Hele morgenen bølgede føringen frem og tilbage, og først ved 14-tiden kunne Audi Sport med et veludført stop sikre sig den føring, der til sidst blev afgørende. Det lykkedes nemlig Laurens Vanthoor at komme ud af pitten foran BMW’en med et forspring på cirka 45 sekunder. Det stod ikke til at hente for BMW-teamet, som nu kan sende Z4 GT3-modellen på pension med en 2. plads i bagagen.
På fjerdepladsen blev det også Team Marc VDS i skikkelse af #26-bilen. På femtepladsen kom Black Falcons ene overlevende Mercedes SLS AMG, efter den anden med startnummer 2 raslede ned gennem rækkerne med et tabt baghjul i aftes. Det forhindrede dog ikke en heroisk kæmpende Adam Christodoulou i at få hjulet skruet på og bilen bragt tilbage igen.

På sjettepladsen er endnu en BMW Z4 GT3 med #17, mens syvendepladsen tilfaldt Audi Sport Team WRTs noget uheldige søsterbil med #29. Nicki Thiim og teamet kæmpede sig på forbilledlig vis tilbage efter at have tabt oceaner af tid på en smadret front lørdag aften, og bilen satte sågar de hurtigste tider af alle i de tidlige morgentimer. Det store tidstab stod dog ikke til at redde, og teamet slutter derfor tre omgange efter vinderbilen.

Niels Borum og Team Scangrip Racing holdt sig fint ude af ballade og tekniske uheld, og kunne i SP8T køre en 2. plads i klassen hjem – teamets BMW 335i E92 blev nummer 69 totalt. Niels Borum nævner dog på Scangrip Racings Facebookside, at de mange uheld mildest talt tyndede ud i trafikken på banen.

Bliss Autosport og Roland Poulsen kørte sig i Cup 1 til en 5. plads i klassen og blev nummer 97 generelt.
I SP3 er den Renault Clio Cup, som Claus Grønning kører i, ikke noteret som finished.
Det samme gælder Anders Fjordbach og Sorg Rennsport – teamets BMW M235i udgik efter et uheld i morges.
Michael Christensen og Team Mantheys Wochenspiegel-sponsorerede Porsche i SP-Pro måtte ligeledes udgå allerede lørdag aften efter et uheld. Teamet kæmpede hårdt for at reparere skaderne, men måtte ud på aftenen trække bilen ud af løbet.