Audis Lucas di Grassi satte den bedste tid i mandagens to testsessioner på Sebring-banen, hvor ALMS-feltet tog hul på ugen op til 12-timersløbet lørdag.

Med tiden 1:46.262 var brasilianeren hurtigst i den enlige Audi på førstedagen, knap to tiendedele sekund bedre end Rebellion Racing #12 med Nicolas Prost, Neel Jani og Nick Heidfeld.

I GT-klassen var det igen tæt, med Corvette #4 med Oliver Gavin, Tommy Milner og Richard Westbrook, et halvt sekund foran Aston Martin Racings #97. Jan Magnussens Corvette med #3, som han deler med Antonio Garcia og Jordan Taylor, var tredjehurtigst.

Den tredje dansker, David Heinemeier Hansson, deltager med Performance Tech-teamet i LMPC-klassen i bil #500 med Tristan Nunez og Charlie Sears. Teamet sluttede som femmer i første session og etter i anden session.

De nye BMW Z4 GTE sluttede som bedste P7 i første session, hvor de fleste teams satte deres hurtigste tider.

Sessionen var afbrudt af flere røde flag efter mindre afkørsler – Racemag minder om, at resultaterne er kommet på baggrund af vidt forskellige testprogrammer og derfor ikke nødvendigvis skal tages som en rettesnor.

Mobil 1 Twelve Hours of Sebring køres lørdag – mandag, tirsdag og onsdag afvikles i alt fem officielle testsessioner, mens træning køres torsdag og fredag, hvor også kvalifikationen køres.

Se det fulde resultat af testsession 1 på Sebring (åbner PDF)

Se det fulde resultat af testsession 2 på Sebring