“Født til Formel 1 – Bogen om Kevin Magnussen” er skrevet af Nils Finderup, som også er forfatteren bag “Sebastian Vettel – Knægten der blev Konge” og “Tom K & Le Mans”. “Født til Formel 1” er på 208 sider, koster 179,- kr og er allerede nu i handlen.
Når der udkommer en biografi om en person, vis karriere endnu ikke er hverken slut eller har toppet endnu, må man stille spørgsmålet hvorvidt det er muligt at fortælle en historie ordentligt, der endnu ikke er slut. Ofte er motivationen bag denne slags værker, at tjene hurtige penge på en person der pludselig er offer for stor mediebevågenhed. Resultatet bliver ofte overfladisk og ligegyldigt.
Men er “Født til Formel 1” overfladisk og ligegyldig? Slet ikke. Bogen beskriver i dybden Kevins karriere indtil kontrakten med McLaren, og hvor stor en rolle hans bagland har spillet. Men Kevins relativt korte karriere i sig selv er ikke nok til en bog. Dette har Nils Finderup løst elegant ved at inddrage interviews med bla. Marco Sørensen omkring de to konkurrenters forhold på og uden for banen, samt hvordan det har været for ham at skulle konkurrere med Kevin, som har haft langt flere åbne døre, samt bedre økonomisk støtte end Marco. Der er desuden en virkelig indgående introduktion til McLaren-teamet, helt fra deres grundlæggelse til fyringen af Sergio Perez til fordel for en vis, ung dansker.
Bogen glorificerer ikke Kevin, men fortæller ærligt om hans styrker og svagheder, og fokuserer meget på at hans talent ikke bare er medfødt, men resultatet af et helt livs dedikation og endeløse, hårde arbejde. Finderup bruger desuden mange sider på at gennemgå det enorme arbejde begået af Kevins management bag kulisserne. Hans mentorer, far, manager og coaches har spillet en enorm rolle i hele processen, og får den nødvendige anerkendelse, som de helt sikkert har fortjent. Det er vigtigt at forstå at talent og arbejde kun kan bringe en kører så langt, men at et F1 VM ikke kommer uden et lige så stort arbejde og talent hos menneskene bag køreren.
Det er forfriskende at læse en motorsportsbog, der er båret i højere grad af de skrevne ord end af flotte illustrationer. Nils Finderup skriver morsomt og velformuleret, og formår at videregive enormt meget information, uden at det på noget tidspunkt bliver forvirrende. Måske især derfor passer bogen godt både til inkarnerede F1 entusiaster, og til de nye tilkommere der uundgåeligt vil komme til sporten i Kevins kølvand. Når det så er sagt fejler bogens illustrationer bestemt heller ikke noget. Bogen er rig på flotte billeder, men de fungerer som et supplement til teksten, frem for bogens egentlige eksistensgrundlag – præcis som det selvfølgelig bør være. Bogen er spækket med citater og kommentarer fra Kevin selv, samt både fra hans familie, konkurrenter, bagland og venner.
Bogen er helt bestemt værd at købe og læse. Eneste streg i regningen er dog at kernehistorien ikke helt har nok kød på sig endnu. Finderups skrivestil og evner for at involvere så mange forskellige mennesker, der har været en del af Kevins vej, trækker dog voldsomt op, og bogen fungerer ikke kun som et indblik i hvem Kevin er, men også som indblik i hvor meget der skal til for at blive F1 køre anno 2014.
Bogen får 5 ud af 6 stjerner.
Synes ventetiden lang til starten går til Kevins debut i morgen (søndag), kan det kun anbefales at race ned i den lokale boghandel og købe bogen. Genlanceres bogen i en opdateret udgave efter Kevin har kørt de første par sæsoner (eller han har vundet et VM) får bogen 6 stjerner.



