2017-sæsonen kommer til at byde på flere nye navne i MASCOT Danish Thundersport Championship, og en af de seneste debutanter bliver Andreas Jochimsen, Nørre Alslev. Han skal i år starte for LM Racing.
”Jeg kørte sidste år i FDM Sport, og jeg har talt med Jesper Carlsen fra FDM, og han anbefalede mig at tage kontakt til Lars Mogensen, fordi han har erfaring med DTC-serien og er dygtig til at drive et team,” siger den 19-årige falstring. ”At det hele er lykkedes, skyldes også, at ni store XL Byg-forretninger går ind og støtter mig sammen med alle mine andre sponsorer, som har været uundværlige for projektet, og dem skylder jeg stor tak.”
”Jeg skal første gang prøve bilen engang i marts, og så håber jeg på at kunne få en del testdage inden det første DTC-løb på Jyllandsringen i slutningen af april. Jeg vil prøve at lære så meget som muligt af de kørere, jeg skal køre sammen med i LM Racing, og så selvfølgelig af Lars selv. Jeg håber på, at jeg kan komme i top 10 generelt, måske slutte i top 5 i U21-mesterskabet og tage Rookie-titlen.”
Andreas Jochimsen har en sæson bag sig fra banesporten, hvor han deltog i FDM Sport, men inden da har han i utallige år deltaget i karting på topplan – de tre seneste udelukkende i udlandet.
”Jeg er glad for at få lov til arbejde sammen med Andreas i 2017, og jeg glæder mig til at arbejde sammen med en ung og talentfuld kører,” siger teamejer Lars Mogensen. ”Han har i de tidligere sæsoner vist gode takter, som jeg håber, vi i teamet kan bygge videre på, så han kan udvikle sit talent endnu mere til fremtiden.”
”Den første halvdel af sæsonen tror jeg Andreas kommer til at blande sig i den midterste del af feltet, men sidst på sæsonen tror jeg virkelig på, at han godt kan komme op og blande sig i top 5.”
Årets MASCOT Danish Thundersport Championship starter på FDM Jyllandsringen den 22.-23. april.