Den alsidige danske racer/rallykører Allan Simonsen er vinder af det årlige Adelaide Classic-rally. Rallyet, der som navnet antyder, foregår på vejene omkring Adelaide, køres med rallybiler fra 1982 og ældre. De senere år er flere nye rallybiler dog inviteret med i deres egen klasse.

I en Mitsubishi Evo 9 fra Australian Financial-teamet kørte Simonsen sig gennem Sydaustraliens bakkede gader i den varmeste hedebølge nogensinde i Australien med temperaturer omkring 43 grader. Danskeren var dog bedst samlet i Modern Class, som Mitsubishien kørte i, sammen med codriver Matt Lee – selvom varmen til at begynde med fik motoren til at slå på nødprogram.

Allan Simonsen på podiet i Classic Adelaide
Allan Simonsen på podiet i Classic Adelaide

Det dansk/australske par overtog føringen efter andendagen med rally – en andendag, der så Gary Tierney og codriver David Carra miste deres liv, da de i deres Porsche 911 Carrera 1974 ramte et træ.

– Jeg er virkelig ked af det, men de gutter ville have os til at fortsætte rallyet, sagde Allan Simonsen efter dagen.

Sejren i rallyet kommer i rækken af løb i et utal af serier for danskeren. Simonsen har i 2009 deltaget i British GT, V8 Supercars, Le Mans Series, 24-timersløbene Le Mans, Daytona og Dubai og vundet i Asian Le Mans Series og det australske GT-mesterskab.

Næste event på programmet for Simonsen er 24-timers gokartløb i København i begyndelsen af december. Her stiller Simonsen mod bl.a. Tom Kristensen, Casper Elgaard og Jan Magnussen i gokartcenteret Power Racing.

Foto: allansimonsen.com