Automobile Club de l’Ouest (ACO), der er arrangørerne bag Le Mans, præsenterede på et pressemøde torsdag regelændringer for 2014 udgaven af løbet i samarbejde med FIA.

Ændringerne omhandler primært allokeringen af brændstof med henblik på at reducere forbruget i LMP1 klassen. Regelændringerne forsøger dermed at fremskønne udviklingen af teknologi, der er mindre brændstofkrævende.

Det ligger dermed i forlængelse af hybridteknologien, som flere teams allerede er begyndt på. Der er dog en undtagelse for de privatanmeldte biler, der ikke anvender hybridtekologi. Reglerne for dem vil ikke være så restriktive, fordi de fortsat skal kunne udfordre fabriksholdene. De private teams opererer typisk med langt mindre budgetter, og pengene til forskning og udvikling skal altså ikke give de mindre privatanmeldte hold en ulempe.

For de fabriksanmeldte og fabriksstøttede teams er reglerne som følger:

– 2MJ hybrid systemer vil få tildelt 4.8 liter benzin per omgang eller 3.93 liter diesel per omgang.

– 8MJ hybridsystemer vil få tildelt 4.42liter benzin eller 3.56liter diesel per omgang.

Non-hybridteknologi for privat anmeldte teams vil få tildelt følgende:

– 4.95liter benzin eller 3.99liter diesel per omgang.

– Vi håber at reducere brændstofforbruget med 30% sammenlignet med de nuværende biler med den samme ydelse. 24-timer Le Mans er spektakulært og vi ønsker ikke at ændre det til et økonomiløb, udtaler ACO’s sportsdirektør Vincent Beaumesnil.

Formålet med at begrænse brændstofmængden er at simplificere reglerne og undgå et mere omfattende regelsæt med teknologiske begræsninger.

– Det skal motivere udviklingen af kraftfulde og spektakulære biler og også udviklingen af teknologier, der får betydning for hverdagens bilister, udtaler Lindsay Owen-Jones, der er præsident for FIAs endurance kommission.

Af øvrige ændringer kan nævnes følgende:

– Åbne LMP1 biler forbydes.

– Forbedring af udsynet i bilerne ved at kørernes sideposition hæves og størrelsen på ruderne øges.

– Bilernes bredde mindskes med 100mm.

Som nævnt indledningsvis, så vil regelændringerne gælde fra 2014.