Crashet ved Aarhus Classic Race ser desværre ud til at stoppe Molly Pettits sæson i DTC. Bremsesvigtet, der forårsagede et crash med over 200 km/t, slap Pettit selv nådigt fra, men bilen var i en elendig forfatning. Genopbygningen stod hurtigt til at koste mere end sæsonens crash-budget var værd, og derfor startede en gruppe fans en stor indsamling, der kastede 95.000 kroner af sig til genopbygningen af bilen, og senest annoncerede Racing Factory da også, at bilen nok kunne stå klar til comeback på Jyllandsringen i den kommende weekend.

Men desværre har flere dårlige tilbagemeldinger om bilens tilstand betydet, at Molly Pettit nu har aflyst resten af sæsonen:
– Sammen med teamet i Danmark planlagde vi at gøre comeback til Grand Prix Danmark, efter at have mistet to løb siden Aarhus. Jeg ville da kunne fuldføre sæsonen med to løb i Danmark og det norske højdepunkt, Rudskogen Motorfestival. Udover de indsamlede midler og sponsorater har jeg også arbejdet på højtryk sommeren over for at skaffe penge til bilen, skriver Molly Pettit og fortsætter:
– Jeg har virkelig troet på, at hjælpen jeg fik, nok skulle betyde, at vi kunne få bilen færdig. Desværre kom der flere dårlige meldinger fra teamet i København om bilens tilstand, og dermed vurderer jeg heller ikke, at det længeventede comeback bliver en realitet.

De nyfundne skader på den knuste Amcar-bil drejer sig blandt andet om motoren, som Racing Factory siger kan have taget skade, og derfor er den kedelige beslutning nu offentlig:
– Da den endelige liste over skadernes omfang kom – sammen med beskeden om, at motoren kan have taget skade, besluttede jeg og Amcar, at det bedste nok var at afbryde sæsonen og samarbejdet med Racing Factory. Bilen er nu på vej hjem til Norge, skriver hun.

Genopbygger fortsat
Med de ændrede planer fortsætter arbejdet nu i Norge, hvor Molly Pettit fortsat håber at kunne skaffe de sidste midler. Håbet er, at det alligevel kan blive til deltagelse på Rudskogen, skriver hun:
– Amcar er en uvurderlig støtte i denne sag og de giver mig den nødvendige tid til at komme på banen igen. Selv håber jeg at samle en arbejdsgruppe, når bilen kommer til Norge, så jeg kan få kørt på Rudskogen. Drammen Karosseri har lånt os plads i deres lokaler, og hjælper med lakering, når den tid kommer. Min erfaring fra bilmiljøet er, at folk gerne hjælper, når andre har det svært – og jeg håber det er muligt at samle en arbejdsgruppe for at få bilen klar så hurtigt som muligt. Regnestykket er, at jeg mangler cirka 100.000 kroner for at blive klar til Rudskogen – såfremt motoren ikke har taget skade, vurderer Molly Pettit, der samtidigt takker alle for de mange bidrag og støtten over de sidste måneder.