Norske Marius Nakken sagde det så fint og præcist efter præmieoverrækkelsen:
– Jan Magnussen er helt vanvittigt hurtig her, og vi har bestemt lidt at lære om bybaner endnu. Jan er i en klasse for sig på den her bane….
Heat 3 var tæt på at ligne de andre fuldstændigt, og det kan immervæk være en lidt kedelig beskrivelse. Men “tæt på” skal uddybes. I starten slog hjemmebanehelten Casper Elgaard ellers tonen an, og ramte endnu én af de starter, som han er så kendt for i DTC.
Magnussen fulgte lige efter, og ind i første sving lykkedes det Dennis Lind at holde Ronnie Bremer fra at stjæle tredjepladsen.
Samtidigt – midt i feltet – opstod et større startcrash midt på langsiden, hvor en række biler var indblandet. Det gik blandt andet ud over Martin Andersen og Henrik Christensen, mens norske Christer Gislerud også fik smadret sin bil så meget, at han måtte gå til tidlig fyraften.
Mikkel C. Johansen fik også et ordentligt skrub, og punkterede senere i løbet.
Det gav et par omganges safetycar, hvor Elgaard fortsat førte foran Magnussen, Bremer, Lind, Nakken, Martin V. Jensen og Sebastian Aarvik.
Sidstnævnte indkasserede kort efter en straf for tyvstart, og så var han også sat bagud.
Ved genstarten på 4. omgang trak Casper Elgaard igen et par længder, og omgangen efter lykkedes det Dennis Lind at rykke forbi Ronnie Bremer med en flot manøvre. Bremer fik kort efter problemer, bilen begyndte at ryge kraftigt, og tabte meget olie på banen.
Det fik Jan Magnussen og Casper Elgaard en ordentlig skøjtetur i, og lige efter kunne Jan Magnussen lave en super skarp indbremsning for enden af start/mål. Casper Elgaard havde imidlertid skadet sit styretøj efter turen gennem olien på Kongevejen, og måtte derfor give op på 7. omgang.
Dermed arvede Jan Magnussen et kæmpe forspring, mens Dennis Lind og Marius Nakken, der i alt kaosset kørte sig fremad, lå nummer 2. og 3.
I samme omgang rykkede Michael Markussen op som firer, men måtte kort efter crashe på grund af de skader, hans bil fik i starten.
Over stregen blev det derfor en suveræn Magnussen-sejr for tredje gang af tre mulige, mens Lind, Nakken, Martin V. Jensen, debutanten Frederik Schandorff, Kasper H. Jensen og Sebastian Aarvik fulgte.
Det seneste nye om de store crash i heat 2 er, at Lars Mogensen har det fint, mens Molly Pettit blev kørt på hospitalet til et nærmere tjek.
Tilfreds med hattrick
Jan Magnussen var selvsagt tilfreds med at have domineret hele weekenden:
– Det er helt fantastisk. Vi har haft en super weekend, men det var sgu ulækkert at køre ræs i olien her til sidst. Jeg glæder mig til Padborg, også selvom jeg ikke tror, vi har de samme fordele der. I Padborg skal vi ud at kæmpe for hver eneste tiendedel, siger han og fortsætter:
– Padborg Park bliver sjov at komme tilbage til, for vi var der ikke sidste år, og der er sket en del med dæk og biler siden 2013.
Casper Elgaard har det meste af weekenden været Magnussens nærmeste konkurrent. Han ærgrer sig stort over at lukke en ellers god weekend med at udgå:
– Jeg ærgrer mig enormt over at udgå her, og må nok erkende, at Jan bare er sindssygt hurtig på den her bane. Med olien skete der det, at flagposterne var en smule langsomme, så da Jan og jeg kører ind, ser vi først flagene, da vi bremser. Jan klarer den lige, og jeg klarer den… Næsten. Det skadede mit styretøj. Det er især bittert, for jeg fik en god start, men desværre gik Jan også lige forbi inden min bil gik i stykker.
Marius Nakken lukkede weekenden ned med en fin tredjeplads, og var godt tilfreds med det hele:
– Jeg havde ikke troet, at vi kunne nå en tredjeplads, men vi var også lidt heldige med alle de andres uheld. Jeg ville ønske, at heat 1 og 2 var gået bedre, men en tredjeplads er godt til os. Nu ser jeg frem mod Padborg, hvor det forhåbentligt bliver lidt enklere at finde farten, siger det norske DTC-es.



