Det første løb lørdag var en noget uskøn fornøjelse med masser af uheld og safetycarperioder, og desværre blev søndagens første løb ikke meget bedre.
Feltet kom ellers godt fra start, og der var ikke afbrydelser før Lars Mogensen crashede stort på fjerde omgang.
Fra start kom nummer 1 og 2, Jan Magnussen og Casper Elgaard, nogenlunde lige fra start, og Casper Elgaard, der havde håbet at få en overhaling sat ind i første sving, måtte nøjes.
Jan Magnussen fik lukket af for hjemmebanehelten, og bag de to kunne Dennis Lind blokere for Ronnie Bremer ind i første sving, hvor der var nærmest kø-lignende tilstande længere nede i rækkerne.
På anden omgang begyndte Jan Magnussen i lighed med lørdag at trække fra konkurrenterne, mens der blev kæmpet hårdt mellem Massive Motorsports to kørere, Magnussen-kollegaen Michael Markussen og norske Marius Nakken.
På 3. omgang blev Molly Pettit ramt på vejen ud mod opløbslangsiden, og fik bagkofangeren slået løs. Hendes løb blev kort efter hindret, da hun blev kaldt i pit for at få kofangeren fjernet.
Dernæst kom det første af to store crashes, idet Lars Mogensen på mystisk vis spandt direkte ind i betonvæggen og fik slået bilen meget i stykker. Han gik selv derfra, men er netop nu til tjek hos banens ambulancefolk.
Ovenpå Mogensens ærgerlige uheld fulgte en længere safetycarperiode, og løbet blev først givet frit på omgang 8, hvor der samtidigt blev lagt en ekstra omgang til de 10.
Det holdt én omgang, hvorefter løbet igen blev afbrudt, og måtte køre færdigt under gult flag.
Molly Pettits bil bremsede nemlig helt skævt for enden af start/mål langsiden, og slog hårdt til siden i stedet for at bremse lige ned. Den norske racerpige røg sidelæns ind i muren og ramte undervejs også Stephen Francis Høyer, der også røg i muren. Hvor galt det står til med Molly Pettit er i skrivende stund uvist, men vi opdaterer naturligvis snarest.
Feltet kørte herefter i mål for gult flag, og dermed vandt Jan Magnussen weekendens anden sejr af lige så mange mulige, fulgt af Casper Elgaard og Dennis Lind.
Casper Elgaard:
– Jeg håbede på at tage Jan i starten, men vi kom desværre lige godt afsted, og var side om side ind i første sving. Når alt kommer til alt, så er jeg tilfreds med en andenplads, men jeg er godt nok ved at være træt af at blive nummer to her, siger Casper Elgaard og fortsætter:
– Det er altid en kæmpe fornøjelse at køre CRAA, og jeg synes det er et arrangement, som Aarhus bestemt kan være stolt over.
Dennis Lind:
– Vi nåede målet, som var at få masser af point. Det er virkelig svært at køre løb derude, når der er så mange safetycars, men vi fik masser af point, og det er også målet i næste heat.
Løbets bedst placerede norske kører blev Marius Nakken, der også er udfordret af den smalle bane i Aarhus:
– Det blev en sjetteplads, og det er ikke helt nok. Vi har god fart i bilen, men der skal lige lidt mere til, for bilerne er bare alt for store her på banen, og det gør det virkelig vanskeligt at overhale. Jeg håber på en god start, og så må vi se, hvor langt vi kommer frem – det var utroligt tæt i heat 2, og det fortsætter helt sikkert sådan, siger Marius Nakken.


