Skulle nogen være i tvivl om, hvem der er hurtigst over en enkelt omgang på en bybane i DTC, så satte Jan Magnussen igen en tyk streg under det i Aarhus. Med over et sekund i difference satte han den hurtigste tid foran Ronnie Bremer, der blev fulgt af Casper Elgaard, den mesterskabsførende Dennis Lind og Michael Markussen.

Jan Magnussen satte pace lige fra start, og kortvarigt var teamkollega Michael Markussen næsthurtigst, men siden fandt Ronnie Bremer mere fart og kørte sig til en bedre tid.
DTC-debutanten Frederik Schandorff havde noget af en blandet tidtagning. Først var han niende hurtigst, men endte med 11. bedste tid efter et uheld, der med fire minutter igen afbrød tidtagningen. Det kom også til at betyde en del for tidtagningens udvikling, hvor nogle kørere ganske givet havde planlagt at sætte tiden hen mod slutningen.

Weekendens første af tre løb i DTC starter i dag klokken 16:10. TV2 sender live fra Classic Race Aarhus hele dagen i dag – og hele dagen i morgen, hvor løb 2 og 3 køres.