Porsche satte sig øverst fra start, da WEC prologen på Paul Ricard startede. Lige fra start var Marc Lieb hurtigst i Porsche #18 og satte morgenens hurtigste tid – og ligeledes eftermiddagens hurtigste i 1.37.965. Det er i øvrigt en forbedring af den bedste tid fra sidste års prolog med mere end tre sekunder – ligeledes sat af en Porsche, dog med Brendon Hartley ved rattet.
Tredje- og fjerdebedste tid gik i eftermiddags til Audi, der dog ikke fik kørt helt så meget som rivalerne i dag.
Toyota har brugt dagen til at få masser af omgange i den stærkt udviklede TS040, I alt 132 omgange er det i løbet af morgenen og eftermiddagen blevet til for japanerne, der kan notere sig femte- og sjettebedste tid for eftermiddagen.
I LMP2 stod der langt hen ad vejen KCMG Oreca på det hele, men til sidst fandt Christian Klien lidt ekstra i sin Team SARD Morgan-Evo og kunne sætte en 1.48.325 foran netop KCMG Orecas Nick Tandy, der kørte 1.48.722.
Med danske øjne er det mest interessante drama at finde i GT, hvor vi har både Michael Christensen og Marco Sørensen med. For Porsche Team Manthey og Michael Christensen har testen været gode nyheder indtil nu – i hvert fald var de hurtigst af alle i LMGTE Pro, da eftermiddagens tider blev lagt sammen. Andenhurtigst er holdkammeraterne fra Porsche Team Manthey.
Marco Sørensen har eftermiddagens sjettehurtigste tid i LMGTE Pro.
Prologens næste session starter fredag aften klokken 21.00 dansk tid, og varer to timer.



