Yamaha er i øjeblikket godt igang med at lancere deres helt nye R1 og R1M superbike-model på markedet, og efter megen spekulation blev det bekræftet at de vender tilbage til World Superbike i 2016.
Mod forventningerne bliver det dog ikke i 2015 og ikke med et fuldt fabrikshold. Derimod satser Yamaha på at udvikle maskinen først og fremmest i det britiske superbike mesterskab i 2015 i samarbejde med Milwaukee Yamaha holdet. Fra 2016 vil de gå ind i WSBK i samarbejde med et privathold, meget ligesom både Honda og Aprilia gør i øjeblikket.
Til MCN udtalte Andrea Dosoli, Yamahas projektleder: “Jeg ville være mere end glad hvis Milwaukee Yamaha kunne rykke op til World Superbikes. Det er stadig for tidligt for os at tage springet, men vi vil gøre alt hvad vi kan for at støtte dem næste år hvis de ønsker at tage springet.”
Ud over British Superbike vil den nye R1 også være at finde i den tyske IDM serie og World Endurance Championship, mens Michael Dunlop vil køre den nye model i de store Road Racing løb som Isle of Man. Den større R1M vil være at finde i FIM Superstock 1000 med bla. Kev Coughlan bag styret.
Både R1 og R1M laver over 200 hestekræfter i gadetrim med en vægt, inkl. alle væsker, på under 200 kg. R1M adskiller sig fra R1 med udbredt brug af kulfiber, semi-aktiv Öhlins affjedring og et avanceret datalogging og motorstyringssystem der mest af alt minder om noget fra MotoGP.



