I kølvandet på den stadig voksende talentmasse i Danmark, ser et nyt kartingteam dagens lys. Storm Development er navnet på det nye danske kartingteam. Deres vision er, at betræde et internationalt anerkendt podie i løbet af de næste tre år.
Bag teamet står teamejer Janni Storm og teamchefen Christian Markussen, der begge har mange års erfaring i sporten. Sammen med nogle af de bedste coaches i branchen, skal de sammen med en række unge kartingkørere udforske det store udland. Kørerne er nogle af Danmarks skarpeste og består af Kevin Rossel, Emil Dose, Mads E. Hansen, Benjamin Frislund Mikkelsen og Frederik Lystrup. Nicolaj Møller Madsen, der er tidligere europamester i karting, vil også blive en integreret del af teamet. Han skal fungere som kørecoach, hvilket kun fuldender det stærke Storm Development-hold.
Samarbejde med JM Racing i Supertourisme
Kerneværdierne i Storm Development er at skabe vindere og ikke mindst 100% dedikation. Som en forlængelse heraf, er der indgået et samarbejde med Supertourisme-teamet JM Racing. JM Racing er garvede spillere i sporten og huskes bl.a. for DTC Cuppen, som de jo vandt sammen med Michael Outzen tilbage i 2007. Storm Development og JM Racing kommer til at samarbejde omkring udviklingen af Kevin Rossel. Rossel er under Storm Development – og kører Supertourisme for JM Racing i 2015, samt en række internationale kartingløb. På lang sigt omfavner samarbejdet udviklingen af unge kørere, herunder talentoverdragelse.
– Det giver vores unge kørere noget at se frem mod. Samarbejdet med JM Racing betyder at vi kan lave en flere-årig-plan for vores kørere. Det er altid et stort og grænseoverskridende skridt for unge kartingkørere, at tage det “næste skridt” og bevæge sig ud af karting. På denne her måde kan vi forsøge at ruste kørerne på bedst mulige vis, så de er klar til at komme videre, fortæller teamejer Janni Storm.
Verdens bedste motortuner
Storm Development skal køre i Kosmic. Der er dog specialdesignede stickers til karten, så den optræder i teamets farver. Ydermere er der indgået et samarbejde med verdens bedste motortuner, danske Ole Haugård – ONE Engines, omkring levering af teamets motorer.
– Ole Haugård er verdens bedste motortuner og vandt i 2014 verdensmesterskabet og europamesterskabet med det britiske team Ricky Flynn. Vi er glade for, at det er muligt at etablere et team, hvor vi kan få lov at integrere nogle af de bedste danske kvaliteter under ét tag, fortæller Storm.
Udover Kosmic og ONE, er også Tegee-Dan en del af teamets samarbejdspartnere.
Første gang teamet for alvor skal i aktion er når sæsonen skydes i gang til Marts. Her gælder det, det traditionsrige Margutti som køres i Italien. Herefter er kalenderen godt fyldt op med både danske og internationale løb.
Foto 2: Kevin Rossel i aktion på La Conca. Der køres VM på selvsamme bane i slutningen af 2015. Foto: KSP.fr



