I weekenden blev testkørslen “Roar before the 24”, der går forud for Daytona 24h, kørt.
Vejrguderne var dog ikke helt med på legen, for søndagen blev afbrudt af regn.
I tørvejret lykkedes det dog den tidligere F1-kører Rubens Barrichello at sætte søndagens hurtigste tid. Han kører sammen med Ryan Hunter-Reay, Brendon Hartley, Scott Mayer og Tor Graves i Starworks Motorsports’ Dinan/Riley BMW.

Selv var Rubens Barrichello ikke specielt opstemt over at have kørt en god tid, men nærmere, at bilen bliver bedre og bedre:
– Tiden betyder ikke så meget, men det er meget opmuntrende at vi fik gjort bilen lidt bedre. Vi har stadig meget arbejde tilbage før Daytona starter, men jeg nyder at køre, sagde han til IMSA.com.

Den bedste tid for hele weekenden blev dog ikke sat af Rubens Barrichello, men derimod af Jordan Taylor i Wayne Taylor Racings Konica Minolta Corvette DP #10, der også har Jordans bror Ricky og Max Angelelli som kørere.

I GTLM kører Jan Magnussen og Corvette Racing atter med. På sin egen hjemmeside opsummerer Jan Magnussen de to dages test som effektivt arbejde. Jan Magnussen satte den bedste tid af alle seks kørere fra Corvette Racing, hvilket gav tredjebedste tid i klassen. Han siger også til Janmagnussen.dk, at holdkammeraterne Antonio Garcia og Ryan Briscoe ligeledes er meget tilfredse med bilen og testens forløb.

Det traditionsrige Rolex 24 at Daytona flages i gang den 24. januar.