Christian Siepmann skifter den kommende sæson Special Saloon Car ud med Danish Supertourisme.

2013- og 2014-mesteren skal køre med i Gentleman-cuppen i den nye serie.

– Beslutningen om at skifte den flotte BMW M3 GT2 ud med en Supertourisme Turbo har været kendt nogen tid. Målet var, først at sælge den gamle bil, før der blev bestilt en ny racer. Med en markedspris svarende til 2,5 x  Supertourisme Turbo, så fylder den jo godt til i budgettet, men salgsprocessen viste sig dog at være længere end ventet, hvilket har betydet, at vi har været nødt til at finde et alternativ for levering af en racer til sæsonstarten. Løsningen blev levering af en racer fra sidste sæson, som leveres 100 % revideret fra motorleverandøren Oreca, lyder det i en pressemeddelelse.

– Jeg er meget glad for, vi er kommet på plads, og jeg glæder mig helt vildt til at være med til at skabe motorsportsoplevelser på en måde, som jeg selv tror på, nemlig med publikum i centrum. Jeg blev meget glad, da Tom ringede mig op og fortalte, at de havde skaffet nogle brugte biler fra Frankrig, som kunne leveres medio januar, så har vi god tid til at få bilen designet mv., siger Christian Siepmann videre.

– Jeg blev meget glad, da Supertourisme kom på banen og præsenterede et spændende koncept, som indeholder en masse nye ting, der ligger helt i tråd med min indstilling til tingene. Jeg glæder mig derfor rigtig meget til at være med til at forme fremtidens motorsportsoplevelser og til vores held, så kan vi allerede nu bekræfte, at vores sponsor igennem de sidste fem år, Danske Fragtmænd Express, har valgt at videreføre samarbejdet sammen med CS Racing i 2015, lyder det videre, samtidig med at seriens koncept med highspeed taxi-ture roses.

– En anden ting, som  jeg glæder mig utroligt meget til, er Euro Race afdelingen på verdens mest attraktive og udfordrende F1-bane, nemlig Spa-Franchorchamps. Jeg har tidligere kørt der i min BMW M3 GT 2, og det er en fantastisk oplevelse, som overgår alt andet, jeg har prøvet. Det bliver så fedt at trykke den af igen ned igennem Eau Rouge, det er en ubeskrivelig oplevelse at køre dernede.