‘Danskertoget’ fra Young Driver AMR kunne søndag udbygge føringen i VM i GTE Am-lklassen med oplagt kørsel fra både Kristian Poulsen, David Heinemeier Hansson og indhopper Nicki Thiim.
Der var dog heftig kamp undervejs med søsterbilen fra Aston Martin Racing med bl.a. Christoffer Nygaard, og en misforståelse hos Kristian Poulsen lod faktisk Lyngby-kørerens racer med #98 komme tilbage i føring.
– Jeg havde nogle drabelige kampe i mine stints. Jeg mistede kortvaringt føringen, da jeg troede, det var Mücke i Pro-car’en bag mig, og lod ham komme forbi, men kunne så se, at det var Nygaard, og at det var en kamp om førstepladsen. I mit andet stint kunne jeg tage føringen tilbage, så det var ikke så stort et problem, siger Kristian Poulsen i en pressemeddelelse.
– Det kan ikke blive bedre end det her løb i dag. Vi måtte kæmpe noget under træningen og kvalifikationen og foretog nogle ændringer til løbet, der gav bonus. Det første stint var alletiders og sjovt, og bilen var suveræn at køre. Hen mod slutningen opbyggede Kristian et hul i sit sidste stint, så jeg skulle ikke presse så hårdt og kunne koncentrere mig om at køre sejren hjem, siger Nicki Thiim, der med tre sejre ud af tre mulige har fået ultimativ succes i FIA WEC.
– Det var endnu et flot løb, og en fight hele løbet igennem med vores søsterbil gjorde det ret spændende for os, siger teamejer Jan Struve fra Young Driver AMR.
– Alle udførte et godt stykke arbejde, men det Nicki viste i den første time, da han lidt efter lidt bragte vores bil i spidsen for GT, var enestående. Alt i alt har vores tur til Japan været perfekt. Ydelsen for vores Michelin-dæk var særdeles god, teamet udførte et strålende job ved pitstoppene og vores kørere lavede ingen fejl. Det er sådan, man vinder løb, og ved sæsonens slutning forhåbentlig vinder mesterskabet.
Mesterskabet i FIA WEC GTE Am for kørere:
1. Poulsen/Heinemeier Hansson (Young Driver AMR-Aston Martin) 136 point
2. Thiim (Young Driver AMR-Aston Martin Vantage), 100
3. Nygaard/Dalla Lana/Lamy (Aston Martin Racing) 97
4. Ried/Bachler/Al Qubaisi (Porsche) 87
5. Perez-Companc/Cioci/Venturi (Ferrari) 76



