Fuji-banen tager denne weekend imod FIA WEC, der kører femte afdeling af VM i langdistanceserien.

Sidste år blev løbet en fesen affære med et par håndfulde omgange bag safetycar, inden det blev afblæst grundet kraftige regnskyl – et vejrfænomen, som er velkendt i den bjergrige region omkring Mount Fuji, hvor banen ligger.

Tom Kristensen har igen selskab af sin faste medkører Lucas di Grassi og tredjekører Loïc Duval. Den dansk/brasilianske duo ligger treer i kørernes VM, mens Audi overtog føringen i konstruktørs-VM senest i Austin.

– Jeg er glad for at vende tilbage til et land, som jeg skylder meget. I begyndelsen af min karriere boede jeg nær Fuji og kørte ofte på denne bane. Landet spillede en afgørende rolle i at åbne mine muligheder for at køre professionelt. Jeg har stadig mange venner fra gamle dage, siger Tom Kristensen om banen og landet, hvor han kørte med stor succes i begyndelsen af halvfemserne.

– Jeg har kørt på Fuji i WEC to gange før. Den første sektor er meget hurtig, den anden er relativt hurtig og den tredje er snæver og langsom.

Audi håber at kunne forsvare føringen og indhente yderligere på konkurrenterne fra Toyota i kørernes VM, selvom Fuji-banen angiveligt ikke skulle passe så godt til Audis R18-racere.

Toyotas toptrio stiller i øvrigt uden Nicolas Lapierre, som sidder over af ‘personlige årsager’.

Også Young Driver AMR er tilbage i stærkeste danske formation med Kristian Poulsen, David Heinemeier Hansson og Nicki Thiim. Christoffer Nygaard deltager som bekendt i Aston Martin #98.

6 Hours of Fuji køres søndag morgen klokken 04.00 dansk tid. Du kan følge det her.