Ginetta-ejeren Lawrence Tomlinson offentliggjorde onsdag næste skridt på sportsvognsfabrikantens vej mod igen at deltage på Le Mans: En LMP3-bil, som allerede i 2015 skal deltage i European Le Mans Series og Asian Le Mans Series.
Den nye bil, hvis officielle navn er Ginetta-Juno LMP3, bliver første direkte produkt af Ginettas opkøb af Juno-fabrikken, der er bedst kendt for deres CN-prototypebil. Juno gik konkurs i 2013, hvorefter Tomlinson overtog resterne og ikke mindst stifteren, Ewan Baldry, der tidligere var ingeniør hos Williams F1. Bilen vil være blandt de første modeller i den nye LMP3-klasse, som skal give unge talenter og gentleman drivers muligheden for at deltage i de europæiske og asiatiske Le Mans-mesterskaber.
ACO har for et stykke tid siden offentliggjort at franske ORECA bliver leverandør af både motorer og transmission til samtlige LMP3-biler. Der er tale om en 420 hestekræfters Chevrolet-V8’er, som skal få den lille, lukkede prototyperacer frem i feltet.
– Le Mans har en særlig plads i mit hjerte, og det betyder meget for mig at vi nu kan indsætte Ginetta-Juno LMP3 i ELMS og ALMS som en del af vores langsigtede plan om at deltage ved 24 timers løbet på Le Mans. Der er helt bestemt et marked for en opnåelig, fuldblods sportsvogn, og jeg er ikke i tvivl om at vores nye innovative partnerskab vil blive en vindende kombination, siger Lawrence Tomlinson.
Den nye Ginetta-Juno LMP3 understøtter Ginetta’s ambition om at kunne følge unge racerkørere hele vejen fra debut i banesporten til de står på Le Mans. I dag kan man som 14-årig starte i Ginetta Junior Cup i en Ginetta G40 og gå videre til Ginetta GT5 Challenge i samme, dog opgraderede, bil, hvorefter Ginetta G55 Supercup eller British GT er det næste, logiske skridt på vejen.
Der er i år hele to danske talenter kørende i britiske Ginetta-mesterskaber; Frederik Mortensen deltager i Ginetta GT5 Challenge, mens Morten Dons ligger godt med i GT4-klassen i British GT. Dons, som efterhånden har to sæsoner i Ginetta-biler bag sig, har store forventninger til Ginetta’s nye indsats:
– Ginetta arbejder hårdt og målrettet for at nå deres mål, og jeg er ikke i tvivl om at de nok skal få succes med den nye bil. Som kører og team er det ekstra interessant, at der er lagt op til et driftbudget på mellem 250-300.000,- danske kroner for en sæson med fem løb i ELMS. Det gør det pludselig økonomisk attraktivt for et bredere publikum, siger Morten Dons, der holder øjne og ører godt åbne:
– Mine planer for 2015 går ikke helt i samme retning som LMP3-klassen, men jeg holder bestemt øje med både klassen og Ginetta’s projekt løbende. Det er en spændende bil og en attraktiv klasse, som man bør tage med i overvejelserne, hvis man har ambitioner om en karriere i langdistance-racing.



