Årets Peugeot Rally 2014 fandt søndag sin endelige afgørelse. Det skete, da juryen for årets fjerde afdeling af Danmarksmesterskabet i rally, som blev kørt den 20.-21. juni, færdigbehandlede den anke, som var indgivet fra Kim Madsen/Line Lykke Jensen, begge Slagelse. Holdet var i første omgang blevet udelukket, men juryen underkendte søndag de måleresultater, som blev foretaget på den bil, som holdet deltog med.

”Som løbsleder er jeg en meget lettet mand,” siger Martin Nielsen fra Slagelse Auto Sport. ”Kim Madsen og Line Lykke Jensen er nu kommet tilbage på resultatlisten og har nu atter fået sejren i 2WD-divisionen.”

”Det er naturligvis altid uheldigt, når noget sådant sker, men jeg håber, at vi alle i DASU kan lære af denne sag, så vi i fremtiden kan undgå gentagelsestilfælde.”

”Peugeot Sport, der har bygget motoren, bekræftede vores påstand og har efterfølgende dokumenteret, at man med den pågældende målemetode på netop denne type motor altid vil få forkerte målinger, ”fortæller teamkoordinator Kjeld Seidler. ”Den anvendte målemetode ned gennem tændrørshullet kræver, at tændrørshullet sidder i midten af cylinderen, og i en lige vinkel på stemplet, hvilket det ikke gør på denne motor.

DASU’s Teknik og Miljø Udvalg (TMU) og jury har set dokumentationen, har ved selvsyn testet den af og har efterfølgende erkendt, at de har taget fejl. Dette betyder, at man har valgt at omgøre beslutningen, så Kim Madsen/Line Lykke Jensen ikke er udelukket fra løbet, men nu fremstår som de retmæssige og oprindelige vindere af 2WD-divisionen.

”Vi er meget tilfredse med denne afgørelse, som specielt Kim og Line kan være glade for, De viste, at de absolut er de hurtigste ”siger Kjeld Seidler. ”Det er altid lidt specielt, når man deltager i ægte fabriksbiler. Bilfabrikkerne plomberer typisk forskellige komponenter eksempelvis som her motoren, for at de kan ståinde for de meget fine komponenter, som de udvikler og benytter. Det betyder også, at man i en situation, som den vi har været igennem, ikke bare kan adskille motoren uden at få tilladelse fra fabrikken først.”

”Straks der blevet sået tvivl om legaliteten om motoren i vores 208, var vi i kontakt med fabrikken. Her var der ikke den mindste tvivl om, at der måtte foreligge en fejl i målingerne, hvilket vi også tydeligt fik frem i lyset. Nu vil teamet nyde sejren med en samlet førsteplads i 2WD-divisionen og gå på sommerferie som førende team i kampen om mesterskabet i 2WD samt lægge denne mildest talt uheldige episode bag os.”