Tom Kristensen må have været hele følelsesregisteret igennem i Le Mans-ugen 2014.
Den danske langdistancelegende fik ikke trofæ nummer ti med hjem til Hobro, men oplevelser og en andenplads blev det dog til.
– Dette løb var ganske enkelt helt utroligt, også for hele vores team. Vi kom til Le Mans med en god bil, men mistede vi bilen i begyndelsen af ugen, ligesom Loïc Duval måtte udgå. Vi måtte ændre alle vores planer. Alle fortalte os, at vores bil ikke længere ville kunne være med i løbet, siger Tom Kristensen i en pressemeddelelse.
Kristensen selv kørte blandt andet i de første, kaotiske timer i løbet.
– I regnen var det en meget turbulent begyndelse. Så hentede vi noget tid, indtil en indsprøjtning skulle skiftes i løbet af natten. Det blev fulgt af en punktering, hvorefter vi førte løbet. Vores forspring var enormt. Vi skulle bare nå i mål, men så fik vi et nyt problem (med turboen, red.). Så var vi tilbage på tredjepladsen, men sluttede toer, siger Kristensen.
Det havde næsten også været for godt til at være sandt, hvis Audi #1 havde vundet efter bilen blev afskrevet onsdag eftermiddag.
– Vi kan være stolte af dette. Det var som i et eventyr, og de ender ikke altid lykkeligt. For Audi, derimod, var udgangen af løbet perfekt. Denne uge oplevede vi hele følelsesregisteret. Utroligt!, slutter han.



