Loïc Duval kommer alligevel ikke ud at køre Le Mans 2014.

Tom Kristensens franske kollega, der onsdag eftermiddag kom ud for et alvorligt uheld under træningen til Le Mans, blev i første omgang meldt klar fra Audi-lejren til at køre.

Den hurtige franskmand blev udskrevet fra hospitalet i Le Mans torsdag, men løbets ansvarlige læge gav ham forbud mod at køre.

– Uheldet så slemt ud. Det siger en del om sikkerhedskonceptet i Audi R18 og Le Mans-prototyperne, at Loïc kom nærmest uskadt fra det enorme sammenstød. Vi er lettede over, at det under omstændighederne går ham godt, siger LMP-chefen hos Audi Sport, Chris Reinke.

Marc Gené har været tilknyttet Audi siden 2011 og har testet den nuværende R18 e-tron quattro ved flere lejligheder. Spanieren skulle oprindeligt have kørt for Jota Sport i LMP2, men bliver nu tredjemand på Audi #1.

Audi Sport Team Joest fik onsdag tilladelse til at genopbygge en ny R18 #1, som ifølge planen skal i teknisk kontrol torsdag.

40-årige Gené var del af den vindende Peugeot 908, der i 2009 slog Audi på vej mod sejr i 24-timersløbet.

Oliver Turvey afløser Gené i Jota Sport.