Jan Magnussen kørte uhindret til sejr i første DTC-løb ved Classic Race Aarhus.
Telesikring Racing-køreren tog som planlagt starten og var ikke truet under vejs på de i alt 15 omgange, det blev til i første løb.
Løbet talte dog blot 11 omgange, og de ekstra skyldtes en safetycarperiode efter en hektisk første omgang. Årsagen til sikkerhedsbilen på banen var norske Elling Sebastian Aarvik, der på første omgang låste sine forhjul under nedbremsningen til chikanen på bagsiden af banen og ramte dækmuren.
Det rykkede ikke bare dækmuren, men også Aarviks racer tog skade og måtte bugseres væk, ligesom muren måtte sættes på plads.
Det var dog ikke det eneste dramatik, der var på første omgang. Under nedbremsningen ser det ud som om, at Ronnie Bremer taber bagenden på sin Racing Factory-racer og rammer uheldigt Jesper Egebart, der var startet fra anden startrække. Egebart bliver skubbet ind i betonbarrieren ved sving 1, mens Ronnie Bremer selv bliver klemt inde mellem FP Racing-køreren og muren. Forseelsen koster senere Bremer en stop-and-go-straf.
Da løbet genstartes kommer det øjensynligt bag på nogle af de yngre kørere. Nicolai Eberhard spinder rundt i sin FP Racing-bil, mens Patrick Egsgaard snurrer i sin Telesikring Racing-bil. Begge episoder koster gult flag i nogle omgange og lægger dermed en lille dæmper på begivenhederne.
Helt fremme er det Jan Magnussen, der skygges af Anders Fjordbach og Casper Elgaard. På sidste omgang taber Fjordbach, der løbet igennem har skullet holde styr på en noget urolig Polar Seafood-racer, sin bil under nedbremsningen og forsætter lige ud. Den unge nordjyde, der har overrasket i både træning og kvalifikation med næstbedste tid, må derfor se John Nielsen og Marius Nakken køre forbi sig.
Foto er fra Åbningsløbet.
Resultatet af kvalifikationen til Auto-G DTC ved CRAA 2014:
| Navn | Bil | Bedste tid | ||
| 1 | Jan Magnussen | Chevrolet Camaro ZZ4 | 1:13,877 | 15 |
| 2 | Casper Elgaard | Ford Mustang | 1:14,353 | 15 |
| 3 | John Nielsen | Dodge Challenger | 1:14,866 | 15 |
| 4 | Marius Nakken | Chevrolet Camaro Gen-5 | 1:14,966 | 15 |
| 5 | Anders Fjordbach | Dodge Challenger | 1:14,138 | 15 |
| 6 | Nicki Petersen | Chevrolet Camaro | 1:16,387 | 15 |
| 7 | Michael Markussen | Chevrolet Camaro | 1:16,672 | 15 |
| 8 | Jesper Sørensen | Dodge Challenger | 1:16,709 | 15 |
| 9 | Ronnie Bremer | Chevrolet Camaro | 1:16,179 | 15 |
| 10 | Henrik Kristensen | Chevrolet Camaro | 1:19,620 | 15 |
| 11 | Bjarne Nordal | Chevrolet Camaro Gen-5 | 1:18,777 | 15 |
| 12 | Henrik Ziegler | Ford Mustang | 1:22,144 | 14 |
| 13 | Jesper Kilstrup Egebart | Chevrolet Camaro | 1:15,601 | 14 |
| 14 | Martin V. Jensen | Ford Mustang | 1:16,505 | 10 |
| 15 | Patrick Egsgaard | Chevrolet Camaro | 1:16,000 | 9 |
| 16 | Molly Pettit | Ford Mustang | 1:24,048 | 7 |
| 17 | Nicolai Eberhard | Ford Mustang | 1:23,852 | 6 |
| 18 | Elling Sebastian Aarvik | Chevrolet Camaro | 0,000 | 0 |
| 19 | Mikkel C. Johansen | Ford Mustang | 0,000 | 0 |
Nr 10 Ronnie Bremer idømt Stop&Go for påkørsel af anden deltager


