Denne weekend starter 2014-sæsonen for Mikkel Mac i European Le Mans Series.

Falstringen, der nu er bosat i Aarhus, lader op til sæsonstart og et nyt kapitel i karrieren, der har budt på Formel 2, DTC og senest Maserati Trofeo World Series.

Mikkel Mac kører som bekendt i den europæiske Le Mans-serie sammen med tidligere DTC-kollega Jan Magnussen og bladudgiver og Ferrari-importør Johnny Laursen i Formula Racing-teamet.

Ser frem til en helt ny og superspændende oplevelse. Vi har fået vores nye bil som kørte rigtig godt til shakedown-testen. Min fornemmelse er god, jo flere omgange jo bedre, men Johnny og Jan ser rigtig skarpe ud, så nu må vi se hvad vi kan udrette. Og om heldet er med os, siger Mikkel Mac til Racemag.

Premieren afvikles på Silverstone denne weekend – en bane, Mac kender godt fra tidligere.

– Silverstone er en fed bane så ser frem til nogle gode dage på banen, bliver lækkert at køre ræs igen!

Racet afgøres over fire timer lørdag eftermiddag i forbindelse med FIA WEC-premieren.