Mikkel C. Johansen fortsætter sin DTC-karriere under Ronnie Bremers vinger i Racing Factory-teamet.
Mens Ronnie Bremer præsenterede sin satsning på Auto-G DTC 2014 torsdag, så var det fredag Mikkel C. Johansens tur i lokalerne hos bilforhandler P.M. Olsen i Slagelse.
Slagelse-køreren skifter dermed til den kommende sæson til en Ford Mustang i de sorte og blå farver fra Racing Factory-teamet. Og den 26-årige kører har målet klart:
– Jeg går selvfølgelig efter sejren – men som Ronnie Bremer siger, så bare det er Racing Factory, der vinder, så betyder det ikke så meget hvem af os der vinder – bare vi er 1-2, siger Mikkel C. Johansen spøgefuldt.
– Mit mål er at ende i top tre samlet i Auto-G DTC og også gøre det godt i den nordiske serie – jeg vandt et løb i Norge i 2013-sæsonen, og det skulle jeg gerne gentage, siger han videre og hentyder til sejren i regnvejrsløbet på norske Rudskogen.
Samarbejdet med Ronnie Bremer og Johnny B. Hartmann, der sammen udgør Racing Factory-teamet betyder et øget fokus på aktiviteterne på banen frem for at drive eget team.
– Jeg ser meget frem til vores samarbejde. Jeg ved, at Ronnie har meget erfaring og at hans team kan noget og leverer varen. Og så får jeg glæde af hans evner som coach – han er i mine øjne en af de bedste racerkører i verden og er utroligt god til at lære fra sig, siger han videre.
– Endelig betyder det, at jeg kan holde fokus på min kørsel og træning og kan koncentrere mig at om at give mine egne sponsorer og partnere endnu bedre oplevelser og events, slutter han.

Også Ronnie Bremer glæder sig til samarbejdet.
– Det er vigtigt at være godt forberedt, og det er vigtigt for os, at Mikkel ikke skal tænke på om alt er skruet rigtigt sammen, men bare kan koncentrere sig om at køre. I 2014 skal vi give ham de bedste muligheder. Vi er dog både teamkammerater og konkurrenter på banen, men for mig er det også vigtigst, at det er Racing Factory, der kommer først over stregen. Hvem af os det er, det er mindre vigtigt, siger Bremer.
Mikkel C. Johansen er klar til start i Ford Mustang #15 den 27. april på FDM Jyllandsringen til første afdeling i Auto-G DTC.


