Den tidligere rallycross-DM-vinder Morten Jespersen opruster til 2014-sæsonen i Yokohama 1600 Challenge.

En helt ny Peugeot 208 er netop blevet bygget færdig hjemme på værkstedet, og forhåbentlig giver den lige det sidste til at kunne tage DIF Danmarksmesterskabet med hjem til Nibe.

Vinteren 2012/2013 opbyggede teamet en ny Peugeot 207 til Yokohama 1600 Challenge klassen. Det blev til en helt forrygende sæson. Der var masser af fart i bilen lige fra første omgang på banen, så han udelukkende kørte top 5 placeringer hjem i de første 2 løbsweekendener. 3. løbsweekend på Padborg Park var dog nærmest en katastrofe da han manglede næsten 1 sekund til de forreste, og med placeringer kun lige indenfor top 10. Det kostede desværre mange point i mesterskabet.

Morten Jespersen kom dog stærkt igen i 2. halvdel af sæsonen, og på den ellers i juni problematiske Padborg Park, lykkedes det i september at tage sin første asfaltbanesejr. Herved meldte han sig tilbage i kampen omkring top 3 i DIF Danmarksmesterskabet. Slutresultatet blev en 3. plads i mesterskabet.

Før de danske asfaltbaner blev indtaget, var Nibe-køreren frontrunner på blandet underlag.

I 2005 og 2006 kørte han med i Rallycross EM i Super 1600, hvor det blev til nogle meget flotte 3. og 2. pladser. 2007 skiftede han til Division 1 for 4WD biler, og vandt Danmarksmesterskabet i første forsøg. 2008 og 2009 stod det endnu engang på EM, men denne gang i Division 1. Med en 4. plads opnåede han det hidtil bedste Danske resultat i Rallycross EM ved det Belgiske Grand Prix. I 2010 tog han endnu en DM titel i Division 1 for 4WD biler, hvilket skulle blive den indtil videre sidste sæson i offroad sporten.

I 2011 holdt teamet en pause, men til Grand Prix Danmark 2012 var Morten tilbage på racerbanerne. Det var dog i asfaltbanesporten, da Morten havde overtaget lillebror Mikkels Peugeot 106 Rallye i Yokohama 1600 Challenge. Morten kørte sæsonen ud, og allerede på hans 2. løbsweekend var han helt sensationelt på podiet på Ring Djursland.

Morten Jespersen, Jespersen Motorsport, bor i Nibe, hvor han til dagligt arbejder som mekaniker. Teamet består af Morten samt bror Mikkel Jespersen og deres far Finn Jespersen.